Det er ikke alle der vælger at gøre lige så meget ud af et kobberbryllup som det er tilfældet ved sølvbryllup og guldbryllup. Det skal selvfølgelig ikke hindre nogen i at fejre dagen med maner.
Det gennemgående tema ved kobberbryllup er at tingene gøres halvt i forhold til sølvbryllup.
Æresporten laves halvt færdig. Det kan være den ene side der mangler eller den kan laves i halv højde således at gæsterne skal bukke sig for at komme igennem døren.
Der er tradition for at pynte æresporten med grøntsager i stedet for blomster. Skjoldet kan ligeledes laves halvt færdigt.
Hvis man bestiller musikere til morgenmusikken, spilles det sædvanlige sølvbryllupsprogram kun halvt igennem. Uden morgenmusik vækkes brudeparret i stedet ved at gæsterne larmer med grydelåg.